Modstandsdygtig strategi

Ingen havde ventet, at vi i 2020 skulle opleve en verden ramt af pandemi, og en heraf afledt økonomisk krise uden fortilfælde. Vi har en langsigtet investeringsstrategi med god risikospredning i vores investeringer. Dette har været med til at få os godt igennem 2020.

Afkast 2020 og de næste 10 år

PKA reducerede risikoen moderat i foråret på grund af de voldsomme usikkerheder i markedet og rebalancerede risikoen, da vi fik vished for, at centralbanker og regeringer globalt set ville gøre alvor af at understøtte økonomi og beskæftigelse. På denne baggrund, og da PKA’s portefølje af børsnoterede aktier er defensivt sammensat, er PKA's afkast i 2020 på 5,4 %. Det er mindre end det forventede i henhold til benchmark. 

PKA har gennem de seneste 10 år opnået et årligt afkast på 7 %. Vi forventer ikke at kunne fastholde det høje afkast de kommende 10 år. Dette skyldes, at renten er faldet til et meget lavt niveau, hvor vi forventer, den bliver i et godt stykke tid, at investeringsaktiverne generelt er prissat i den høje ende, hvorfor det forventede afkast bliver lavere.

Vores arbejde med risikospredning og alternative investeringer giver alligevel grund til optimisme, da dette arbejde sikrer, at vi kan fastholde vores investeringsstrategi og dermed levere gode og stabile pensioner til medlemmerne – også i vanskelige tider. Vi forventer derudover, at vores investeringer i alternativer vil indebære, at pensionskassens afkast overstiger benchmark med en halv til en hel procent om året. Så helt enkelt: Risikospredning og alternative investeringer sikrer en mere robust investeringsportefølje og et højere afkast.

Spredning af risiko er værdifuld

Da Corona-pandemien for første gang toppede i marts, blev verdens børsmarkeder urolige – det absolutte lavpunkt blev d. 21. marts 2020, hvor det samlede marked droppede med 30-35 %. Vi styrede godt igennem, takket være vores investeringer i ejendomme, infrastruktur, unoterede aktier og renter. Når markederne ændrer sig så markant og hurtigt, er det godt at have forskellige typer investeringer, der ikke alle bevæger sig i takt. De såkaldte alternativer bliver da en vigtig og stabiliserende del af porteføljen, når aktiemarkedet går hurtigt op og ned. Vi er konsistente i den måde, vi investerer på. Vi kan ikke forudse kriser, men vores langsigtede risikostyring gør, at vi kan fastholde en høj risikospredning, der balancerer investeringsporteføljen i et stresset marked.

Stærk risikostyring

Vi har gennem hele 2020 været i betryggende afstand fra pensionskassens risikogrænser. Den stramme risikostyring, hurtige reaktion i foråret, og den langsigtede strategi, gør, at pensionsformuen er kommet trygt og godt igennem året samtidig med, at PKA har fastholdt den langsigtede investeringsstrategi og er investeringsmæssigt positioneret til at opnå gode afkast fremover. PKA agerer transparent og hurtigt på investeringsområdet – noget som er endnu vigtigere i en krisetid.